Fremtidens operationsstue - konceptet holder i praksis

Skrevet d. 28-02-2020 Af Helle Fjord Larsen

En ny operationsstue, der er bygget efter konceptet for de kommende operationsstuer på Nyt OUH, har siden 1. september 2018 stået færdig under navnet Fremtidens Operationsstue. Siden da er den blevet grundigt afprøvet både udenfor og i klinisk drift.

 

Den overordnede konklusion er, at konceptet holder i praksis. Stuen er funktionel og fleksibel og opleves stor, lys og indbydende.

 

Pilotprojektet har dog også konstateret en del udfordringer og opmærksomhedspunkter, som man skal arbejde videre med og afklare, så konceptet kan justeres på detailniveau.

 

Masser af OUH-medarbejdere med i afprøvningen
Alle kirurgiske og anæstesiologiske specialer har arbejdet på stuen i testperioden og har givet input på baggrund af deres erfaringer. Service- og tekniske afdelinger har også deltaget.

I alt har 200 forskellige klinikere og 50 medarbejdere fra service- og tekniske afdelinger deltaget i testen. Alle har givet deres input til både funktionelle, tekniske, fleksible og designmæssige forhold på stuen. På samme måde er patienter og pårørende inddraget.

 

- Der sker jo noget, når du bliver involveret. Når det ikke er djøf’erne, der dikterer. Det skaber ejerskab. Og når jeg står i fremtidens OP-stue, så kan jeg se nogle af mine input. Så er det også min OP-stue, siger én af de involverede klinikere i evalueringsrapporten.

 

Grundig afprøvning vigtig

Operationstuerne er en central del af behandlingerne på Nyt OUH, og det har derfor været vigtigt at få gennemført en grundig afprøvning og evaluering af stuen, mener direktør på OUH, Torben Hedegaard Jensen.

 

  • På Nyt OUH vil omkring 1.000 personer have deres daglige arbejdsdag i og omkring stuerne og ca. 70.000 operationer vil blive gennemført hvert år fordelt på 10 forskellige kirurgiske specialer.

     

  • Hvis man overvejer de tal lidt, står det hurtigt klart, at en operationsstue skal kunne opfylde rigtigt mange behov. Blandt andet de krav der sikrer en effektiv drift, men bestemt også de mere menneskelige behov som vi alle har i vores hverdag, siger direktør Torben Hedegaard Jensen.

 

Den genererede viden bearbejdes nu og implementeres i planerne for Nyt OUH og OUH i samarbejde med det kliniske personale, serviceorganisationerne og de øvrige involverede

parter.

Læs rapporten her.

Læs Pixiudgaven her.



Tags Nyheder